Osten
Nørgaards gedeost i saltlage m. chili, er en dansk gedeost, kan evt. egne sig som et alternativ til den græske ‘Feta’, hvis man kan undvære fåremælken. Osten er nemlig en cremet, smuldrende ost lavet på 100% gedemælk, i saltlage, så smagen er naturligvis domineret af syre og en let salt, med et pift af chili. Chilien bliver langt fra overvældende, men giver derimod blot en minimal stikkende fornemmelse, samt en smule smag af selve chilifrugten. Brug den bl.a. i din omelet, på en pizza, som tilbehør, eller til en creme.
En gård med respekt for sit produkt
Gården Nørgaard, ligger i vestjylland, og er en slægtsgård, som har været i familien i flere generationer, som nu har nået den 5. på gården. Gården er ejet af Anne Marie og Tobias, som startede i 2016, med 120 malkegeder. Nu har gården 2-300 geder. Gården drives økologisk, og med stor vægt på god dyrevelfærd. Gederne fodres med græs i sommerhalvåret, og om vinteren med fodder af egen avl.